SPOR - en super aktivitet for dig og din hund

Hundens vigtigste sans er lugtesansen.

Den har op til 200 millioner lugteceller, afhængig af racen. 

På hver celle sidder 100-150 tråde som opfanger duftpartiklerne. 

Til sammenligning har mennesket kun ca. 5 millioner lugteceller med 6-8 tråde på hver.

Er hundens lugtesans så 44 gange bedre end menneskets? – Nej – målinger har vist, at den sandsynligvis er ca. 1 million gange bedre.

 Forskellen ligger ikke alene i lugtecellernes antal, men også i funktionen af dem.

Hver lugtecelle er specialiseret i én bestemt lugt. En fært/lugt er ofte en kombination af mange enkelt-lugte. Hundens hjerne er i stand til hurtigt at sammensætte de enkelte lugtecellers signaler til et samlet lugtbillede. Desuden er hunden, modsat mennesket, i stand til at arbejde med den samme fært/lugt i lang tid. Det store antal celler gør hunden i stand til at registrere meget små koncentrationer af en fært/lugt. Ved træning i færtarbejde opbygger hunden endnu flere celler og bliver bedre til at løse en konkret opgave.
Færtarbejde er en mentalt stimulerende, stressnedsættende og meningsfyldt aktivitet for din hund, uanset om den er ung eller gammel.

Med kendskab til alle disse ting, er det oplagt at bruge vores hunde til næsearbejde – og her viser det sig, at sporarbejde er perfekt for terriere – de er gode til det, og de elsker det.
At arbejde sammen på sporet ude i skoven, er en meget stor fornøjelse for både hund og fører, og det er en god, mental udfordring for din hund. Hundens kondition i både krop og hjerne bliver øget betydeligt, når den får lov til at bruge sig selv på den måde.

Du får en masse skønne naturoplevelser med din hund, du får en hund med god selvtillid, der kan løse en arbejdsopgave på egen hånd

Modsat megen anden hundetræning, så skal hunden i sporarbejde arbejde selvstændigt og selv løse opgaven. Du skal lære at tro på din hund, men også lære at læse den og kunne hjælpe den, hvis den går af sporet.

Husk: hvis du vil lægge spor i statsskove, skal der søges om tilladelse på www.sns.dk (Naturstyrelsen) under aktiviteter. Ved sportræning i private skove, skal ejeren give tilladelse.